Nyheder

Overskrift:

Vi fejrer vandets dag d. 22. marts

Publiceringsdato:
19/03/2021
Brødtekst:

Vandets Dag eller Verdens Vanddag er en FN-temadag, der finder sted hvert år den 22. marts for at sætte fokus den livsnødvendige og mange steder truede naturressource, som drikkevandet er. Denne dag bruger vi til at fejre vores gode drikkevand – og vandets vej fra vores vandværker til dig.


Det er ikke noget, vi dagligt tænker på. Men det er et fantastisk privilegium, at vi her i Danmark hver eneste dag året rundt kan åbne for vandhanen og drikke koldt, kvalitetskontrolleret vand. Mange lande misunder os dette privilegium.


Det er også derfor, at vi i Danmark bør droppe flaskevandet og i stedet nyde vores dejlige vand fra vandhanen og dermed spare klimaet og miljøet for CO2-udledningen fra transporten og plastikken til engangsflaskerne, samt pengepungen for en masse penge.


Hjælp os med at sikre fremtidens drikkevand

Hos NK-Forsyning laver vi løbende kvalitetskontroller af vores vand via vandprøver, der bliver analyseret på et laboratorie, og vi har endnu aldrig fundet rester af pesticider eller andre potentielle sundhedsskadelige stoffer i drikkevandet her i Næstved Kommune, men vi skal huske på, at det rene drikkevand ikke er en selvfølge.


Hvis vi i fremtiden forsat vil have rent drikkevand, der ikke kræver rensning før brug, kræver det en indsats fra os alle. Grundvandet er kun til låns, og vi skal sikre os, at der også er rent vand til de kommende generationer. Det er derfor vigtig at italesætte de udfordringer, vores grundvand står overfor.


Som privatperson kan du bidrage til at være med til at bevare vores fælles drikkevands gode, rene kvalitet ved at droppe ukrudtsmidlerne i haven og i stedet bruge knofedt til at fjerne ukrudtet – det giver samtidig god motion, så det er win-win.


Hvorfor skal du droppe pesticiderne?

  • 1 gram pesticid kan forurene 10 mio. liter drikkevand.
  • Pesticider kan skylles ned gennem jorden via sprækker og med tiden risikere at ende i grundvandet, som vi bruger som drikkevand.
  • Pesticider kan løbe til vandløb og søer, hvor det kan slå dyr og planter ihjel.