Whistleblowerordning

NK-Forsyning A/S ønsker en åben virksomhedskultur, hvor medarbejdere kan stå frem og indberette mistanke om uregelmæssigheder eller ulovligheder vedrørende NK-Forsynings medarbejdere, ledelse og bestyrelse.


NK-Forsynings whistleblowerordning (i henhold til Lov 2021-06-29 nr. 1436) giver mulighed for, at både interne medarbejdere og eksterne interessenter dvs. selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder under tilsyn og ledelse af kontrahenter, leverandører og underleverandører, kan foretage indberetninger.


Du kan kun indberette forhold om personer med tilknytning til NK-Forsyning, herunder medarbejdere, ledelse og bestyrelsesmedlemmer i NK-Forsyning.


Du kan indberette forhold om alvorlige lovovertrædelser, forseelser eller andre alvorlige forhold eller mistanke herom. Der kan alene ske indberetning om:

  • Alvorlige og/eller strafbare forhold som f.eks. tyveri, underslæb, bedrageri, svig, bestikkelse, korruption, regnskabssvindel/-manipulation, uretmæssig brug af aktiver, misbrug af økonomiske midler mv.
  • Alvorlige forhold vedrørende diskrimination, vold, overfald og seksuel chikane.
  • Grov overtrædelse af interne retningslinjer (ved grov overtrædelse forstås systematisk, gentagen og væsentlig overtrædelse af interne retningslinjer og procedurer).

Indberetninger må kun foretages, hvis du har viden eller begrundet mistanke om, at der er begået sådanne forhold.


NK-Forsyning har indgået aftale med Advokathuset Køge, der varetager whistleblowerordningen og dermed sikrer uvildigheden og et højt beskyttelsesniveau for en evt. whistleblower herunder via sikring af, at whistleblowerens identitet ikke videregives uden dennes samtykke.


Indberetning sker enten:


1. Skriftligt via almindeligt brev/mail til:

     Advokathuset ApS

     Søndre Alle 21B

     4600 Køge

     Att: Michala Jørgensen eller Carsten Brix

     Mail: mj@advokathuset-koege.dk eller cb@advokathuset-koege.dk (husk at sende med sikker mail/krypteret).


2. Telefonisk på telefonnummer 56 65 26 16.


Advokathuset vurderer, hvorvidt indberetningen er omfattet af loven, giver meddelelse til whistlebloweren samt orienterer om, hvilke tiltag der forventes igangsat med udgangspunkt i indberetningen. Advokathuset sørger for opfølgning på indberetningen og kan bistå en whistleblower med at rette henvendelse til relevant aktør eller selvstændigt anmelde indberetningen videre til relevant myndighed, herunder også politianmeldelse.


Såfremt det vurderes, at indberetningen ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde, afvises indberetningen, og whistlebloweren orienteres herom.


Har du spørgsmål til whistleblowerordningen, kan du rette henvendelse til adm. direktør Steen Lindhardt eller Advokathuset v/advokat Michala Jørgensen, mj@advokathuset-koege.dk, tlf. 56 65 26 16.