Tømning af din tank har ikke været mulig

Der kan være flere grunde til, at det ikke har været muligt for chaufføren at tømme din tank. De mest hyppige årsager til, at chaufføren er kørt forgæves, er:


Adgangsvejen er ikke i orden – træer og buske bør beskæres:

Ifølge regulativet skal adgangsvejen holde de viste krav. Gør den ikke det, vil chaufføren anføre, at adgangsvejen ikke er i orden, og at træer og buske bør beskæres.


Du vil blive opkrævet et gebyr for den forgæves kørsel på 947,50 kr. inkl. moms herfor.


Samtidig vil du blive gjort opmærksom på, at chaufføren kommer igen for at tømme din tank inden for 1-2 måneder. Du vil igen modtage en varsling ca. 14. dage, før chaufføren kommer igen.


Hvis forholdene ikke er bragt i orden, når chaufføren kommer, vil du igen blive opkrævet 947,50 kr. for en forgæves kørsel, og Næstved Kommune orienteres herom.


Beskæring af træer til tømningsordning


Adgangsvejen er ikke i orden – dæksel er utilkommelig:

Chaufføren kan ikke komme hen til tanken f.eks. på grund af bil over dæksel, en løs hund, tanken er låst inde, hindringer i form af trailer, brædder mv., højt krat – tanken er ikke synlig.


Her vil du også blive opkrævet for en forgæves kørsel, og du vil blive gjort opmærksom på, at chaufføren kommer igen for at tømme din tank inden for 1-2 måneder. Du vil igen modtage en varsling ca. 14. dage, før chaufføren kommer igen.


Hvis forholdene ikke er bragt i orden, når chaufføren kommer, vil du igen blive opkrævet for en forgæves kørsel, og Næstved Kommune orienteres.


Tilkørselsforhold er ikke i orden:

Adgangsvejen skal være jævn og kørefast, så den kan klare kørslen med en KSA-bil eller slamsuger. Hvis chaufføren vurderer, at vejens beskaffenhed ikke er i orden (er blød, for smal e.l.), vil chaufføren køre fra ejendommen, uden at tanken er blevet tømt.


Her vil du også blive opkrævet for en forgæves kørsel, og chaufføren vil komme igen inden for 1-2 måneder for at tømme din tank med en mindre bil eller en traktor, alt efter hvilket køretøj chaufføren finder bedst egnet til opgaven. Det vil fremgå på tømningsattesten, om typen af køretøj er blevet skiftet. Der opkræves tillægspris herfor.


Klude, bind, vådservietter o.l. i tank:Kun 3 ting i dit lokum

Er produkter, der hører til i skraldespanden og ikke i toilettet. Ikke desto mindre støder KSA-bilen ofte på tanke fyldt med klude, bind, vådservietter m.v.


En KSA-bil (slamafvanderbil) kan ikke tømme sådan en tank, og derfor bliver chaufføren nødt til at køre igen.


Du vil blive opkrævet for en forgæves kørsel, og når chaufføren kommer igen inden for 1-2 måneder, vil din tank blive tømt med en slamsuger i stedet. Der opkræves tillægspris herfor.


Ejer ønsker ikke tømt:

Hvis du som grundejer meddeler chaufføren, at din tank ikke skal tømmes, vil du blive opkrævet for en forgæves kørsel på 947,50 kr. inkl. moms, og sagen vil herefter blive overdraget til Næstved Kommune.


Ifølge regulativet har man som ejer af en bundfældningstank pligt til at få tømt sin tank minimum én gang om året.